I dag var vi 15 som var på nedfiring mens resten var på natheik. De fleste klarede de hårde strabadser, vi havde både sele, handsker, hjelm og to sikkerhedsliner på. Vi blev nedfiret fra 25 meters højde, de fleste syntes at det var rigtig skægt og andre syntes ikke at det lige var det sjoveste. Vi var 14 der kom ned og en som tog stien ned.
Vi blev vækket kl. 02.00 og ikke alle var lige friske, nogle var så bedøvet af søvnen at de kom forkert i deres tøj. Men afsted kom vi 20 spejdere og 2 guider. De to ledere, som skulle have været med, var "venlige", som de nu er, til at afsætte deres pladser til to meget små tropsspejdere. Ikke helt uden skrammer kom vi igennem det første stykke ujævne stykke skov. Vi skulle gå bag om bjerget, da forsiden er temmelig stejl og derfor benytter man den mindre stejle bagside.
Vi tænkte alle vores da guiden sagde denne sætning: "Somebody has moved the path, unbeliveable!".
Vi nåede toppen, ikke helt uden besvær kl. 06.00 og kunne så nyde de medbragte nutellamadder før end en enorm flot solopgang. (Nogle så dog alt andet end solopgang på indersiden af deres øjenlåg, da de faldt i søvn på en klippe i 2000 meters højde).
Så kom den grusomme nedtur, nogle var for trætte og nåede foden af bjerget i løbet af 20 sekunder, vi kan desværre ikke nævne navnene på dem, af frygt for de lokale politis undersøgelser af sagen.
Nej, pjat! alle nåede ned dog med en smule smerter i benene. Vi ser frem til de næste par dage, hvor vi kun skal falde 25 meter ned og se på oste.
Mik og Rasmus.
Med forældreunderskrift, så jeg må godt. Jeg har haft lyst til en tur i en Paraglider, siden jeg så det for første gang i Frankrig sidste sommerferie. Muligheden var der nu og jeg havde pengene (500 kr)…….. Alle odds er for, MEN TØR JEG???Alle disse ting har jævnligt cirkuleret i mit hoved siden vi ankom og vi så de første paraglidere svæve rundt på himmelen. Et er at have en brændende lyst derhjemme fra. Noget helt andet er at gøre det, når man ser højderne i levende live.
Anyway… Vi fik langt om længe booket en plads til i dag kl. 14. Men der var stadig tid til at fortryde og aflyse… Dagen og tidspunktet oprandt og vi (Lars og jeg) begav os på vej. Lars blev sendt op først, alt imens resten af gruppen stod sammen med mig som modtage komite på jorden. Det hjalp ikke ligefrem at der var nogle, der ligefrem indlagde ønske om at arve……..
Langt om længe kom Lars ned og jeg stod ved Point-of-no-return, med guiden på bjergsiden (1925 m). Efter en lettere vanvittig opstigning med en vakkelvorn svævebane, stod jeg nu fastspændt med siddesele på vej ud over afgrunden (herligt syn). Guiden sagde RUN og jeg spænede som en gal, selv efter vi var lettet. Så fløj vi stille og roligt ud over kanten (en temmelig stejl bjergside) og tværs over dalen. Jeg så alt i postkort-motiv: perfekt solskin og små vattotter spredt rundt om på den blå himmel. Alt i fugleperspektiv og mennesker og dyr som myrer i et legolandskab.
Guiden fløj os over mod Oeschinensee og på tilbagevejen fløj han ud over en (om muligt) endnu stejlere bjergside. Vi fløj lidt op og ned og guiden siger stille og roligt "right". Ja det er helt fint, tænkte jeg. Det tænkte jeg også da han sagde "left" lige efter, men så begyndte det lige pludseligt at gå meget hurtigt rundt. Uden varsel gav han mig en kæmpe snurre-rundt-tur, så jeg så hele Kandersteg med fartstriber.
Lettere rundtosset, men dog lodret i luften, så jeg hvor vi samme morgen havde været på Dawn-hike, plus samtlige andre sneklædte bjerge bagved. Til sidst lettede han helt op og gik mod bunden (den rene rutchebane) længe før jeg mente turen var ovre, men ifølge Lars, havde jeg vist fået en lidt længere tur.
Landingen var ikke så genial som starten. Jeg spurtede alt hvad jeg kunne, men desværre ramte jeg jorden lidt hårdere end beregnet, så jeg endte på knæene, med guiden liggende akavt oven på mig. Men ned kom vi da og jeg fik også redt alle tråde ud. Både dem til skærmen, men også de sproglige vanskeligheder vi havde haft undervejs. (guiden valgte at besvare alle spørgsmål med: just run when I tell you to!). Trods for-bekymringer og evt. misforståelser, kan det helt klart anbefales. Det var alle pengene værd, og tilbage er der kun at sige, at jeg er glad for at jeg gjorde det!
Det var ubeskriveligt!
Katrine.
Søndagens program bliver næsten som lørdagens, da der bliver byttet om på grupperne til de samme aktiviteter. De yngste spejdere skal på morgen-hike med afgang kl. 0230. Turen går ikke til Gallihorn, men op i en dal i samme område og til en højde på ca. 1850 m over centerniveau. Kasper er guide på turen og der deltager 3 ledere i øvrigt. Vi håber, at vi får ligeså pragtfuldt et vejr som i morges. Deltagerne forventes hjem kl. ca. 9.
De ældste spejdere skal på abseil (nedfiring) kl. 1430.
I øvrigt er dagen til fri disposition, hvilket giver mulighed for at lege turister i Kandersteg by eller at gå på opdagelse i lejren, hvor der til stadighed kommer nye deltagere fra andre lande. Derfor vil vi alle sove længe (til kl. 8).
Vi har meldt 2 hold til centrets volley turnering kl. 14.
Vejrudsigten: Søndag forventes igen en meget varm dag – over 30 grader. Mulighed for torden og regnbyger.
For første gang i historien skrives der dagbog direkte til troppens hjemmeside. Selve dagbogens indhold er et resultat af dagens begivenheder og i hvilken grad deltagerne melder ind om deres oplevelser. Efter aftensmad og opvask redigeres dagens indslag på en medbragt bærbar PC. Efter endt redigering lægges dagbogen ind på hjemmesiden via mobiltelefon - direkte fra lejrpladsen.
Teknikken har indtil nu fungeret næsten efter forventning. Dog er det så koldt om aftenen, at PC’ens batterier ikke holder så længe som normalt. Netledningens stikprop er heller ikke den samme som i Danmark, så jeg måtte en tur i byen for at finde en elektrikerforretning der kunne hjælpe mig til at få mere strøm på PC’en.
Lige netop nu kl. 21.30 sidder Vagn og jeg uden for toiletbygningen ved herrenes dør og skriver færdig på dette, med en ledning ind på toilettet.
Peter.